Farligt


Farligt

 - hvordan medierne dagligt fodrer din frygt


v/ cand. scient. pol. Hans Jørgen Nielsen


Tid: Mandag den 23. september 2024 kl. 19.00


Sted: Fensmark Præstegård, Chr. Winthersvej 2 4684 Holmegaard


Pris: 120,- kr          for unge under 25 år er prisen 50,- kr


Tilmeldingsfrist: onsdag 11. september 2024


Billetter: tryk her


under 25 år: tryk her




Hvilken farlig bekymring har du senest talt med familie og venner om over et glasrødvin?

Klimaet, krigen, epidemien, pesticidrester i drikkevandet, skadelig kemi i tøjet, overstressede familier, lurende terrorister, kriminalitet, radioaktivt radon i boligen, eller måske endda menneskehedens eller hele klodens undergang?

Meget af al den farlighed, du dagligt bliver informeret om fra medierne, er det rene gas. Det er i hvert fald budskabet i bogen FARLIGT – hvordan de fodrer din frygt, og hvorfor du æder det (2018), som den ene forfatter til bogen i denne forelæsning vil udfolde.

Det skal handle om, hvordan og hvorfor medier og interesseorganisationer bidrager til, at vi dagligt overvældes af rå mængder af farlighed. Bogens forfattere – der har titler som forsker, journalist, spindoktor og kommunikationsrådgiver på CV’et –viser, hvordan både videnskabsfolk, politikere, embedsmænd, organisationer, virksomheder og pressen yder bidrag til, at vi dagligt overvældes af rå mængder af farlighed. Og de viser, hvordan det tilsyneladende farlige ofte opstår på baggrund af misforståelser, halve sandheder og himmelråbende overdrivelser.

Mød til denne forelæsning den ene af forfatterne, og tag med ham på den humoristiske, dragende og videnbaserede rejse i den farlige verden. Vi får afdækket, hvem der fodrer os med frygt, hvilke greb de benytter, og hvad det er for mekanismer, der driver dem (og nej, de er hverken onde eller skumle).

Vidste du for eksempel, at det ligger i videnskabens natur, at den kan udstille det farlige, men aldrig bevise det ufarlige? Eller at politikere ofte handler til trods for, at de absolut intet aner om, hvorvidt dette eller hint er farligt? Eller måske du har lyst til at få indblik i bogens lynkursus i farlig journalistik?

Hans Jørgen Nielsen er direktør for konsulenthuset Slotsholm ApS. Han har tidligere arbejdet som journalist og politisk rådgiver og har været tilknyttet en lang række regeringsnedsatte kommissioner. Han har udgivet flere bøger om at skrive, hvilket hans firma underviser beslutningstagere og embedsmænd i. Desuden er han forfatter til bogen Farligt (Gyldendal 2018). Bogen revideres i øjeblikket og får titlen Frygtens karrusel - hvordan vi er kodet til frygt, og hvor nemt det er at udnytte.